ARTIKLER

KONTAKT

DU ER ALTID VELKOMMEN TIL AT RINGE PÅ 24 84 66 86 ELLER

kontakt mig her »

SYRENHORTENSIE VED TERRASSEN


Jeg har set en hortensie, der nærmest var et lille træ. Det så helt fantastisk ud.
Hvilken type hortensia kan det være, og er det muligt at købe dem så store?
Hvor i en have har den de bedste levevilkår? Jeg har en terrasse, som jeg godt kunne tænke mig, var omkranset af disse små træer.

Den type hortensie, som jeg tror, du har set, er syren-hortensie, da den kan opstammes til et lille træ - det latinske navn er Hydrangea paniculata.

Inden for denne art findes der mange forskellige hybrider, men fælles for dem alle er, at blomsterne er store og kegleformede
og minder om formen på syrenblomster.
Den perfekte plante til den hjemlige surbundshave, hvor den både egner sig som del af et surbundsbed, som solitærplante,
eller som blomstrende “hæk”, med en maksimumhøjde på mellem 2 og 3 m, som den kan blive på vore breddegrader.

Hydrangea paniculata stammer oprindeligt fra det sydøstligste Kina, samt dele af Japan i lyse skove, hvor den vokser fra lavlandet og indtil 1200 meters højde. Her kan planterne opnå den anseelige højde af 7 meter. De geografiske områder betyder, at planten har tilpasset
sig en natur med både fugt og humusholdig jord, samt tåler både lettere skygge og fuld sol.
Hydrangea paniculata er en meget rigt forgrenet opret og dekorativ plante med store friskgrønne blade.
Blomsterstanden bliver indtil 25 cm lang, og jo ældre de bliver, des mere rosa bliver blomsterstanden.
Blomstringen starter fra slutningen af juni og fortsætter til nattefrostens komme.
Hortensie plantes i ren grov spagnum. Pasningen er nem. Planten er altid smukkest, hvis den ikke beskæres. Hvis det alligevel er nødvendigt at forme planten, er det bedste tidspunkt for beskæring det tidlige forår, idet blomsterne dannes på årsskuddene.
Uden beskæring bliver busken tæt og mangegrenet. Hvis den ønskes formet til “dværgtræ” fjernes de fleste tyndere grene ved basis, hvorved nogle få oprette tykkere grene former planten. Senere kan de svageste grene fjernes, så kun en enkelt eller to grene danner bærende stammer for kronen.
Har man ikke tålmodighed til at opstamme busken selv - kan de købes opstammet på planteskolen.

Herunder navne på hybrider af Hydrangea paniculata:

”Grandiflora”
”Unique”
”Limelight”
”Tarvida”
”Kyushu”
“Mathilde”
“Pink Diamond”
Hortensia paniculata - sidst på sæsonen er blomsterstandenes farve ændret til rosa fra hvid  
Løvet får fine høstfarver - inden det falder af 
I slutningen af juni, når blomstringen begynder, er blomsterstandene hvide.   
Bopa Plads - Løgstørgade 2, 1.th   •   2100 København Ø   •   Mobil: 24 84 66 86   •   Mail: mail@pernilledanielsen.dk  •   CVR: 28 38 73 34